Kursen på InterMail [IMAIL: Kurs 12,10] har været jævnt stigende siden kurs 6,3, og således fra en markedsværdi på kun DKK 23 mio. til DKK 44 mio. I forhold til selskabets omsætning og indtjening er det dog stadig lavt – særligt hvis halvårsregnskabet den 28. april fremviser vækst i både omsætning og skabelse af aktionærværdi – og det er der en god formodning for.
InterMail er en af de p.t. mere upåagtede selskaber på hovedbørsen. Selskabet er en full-service B2B kommunikationsvirksomhed, der gennem en lang række digitale og papirbaserede services hjælper virksomheder med deres generering af kundeleads, kundekommunikation og – relationer, samt kundeloyalitet. Omsætningen i det seneste regnskabsår 2020/21 var DKK 106 mio. og nettoresultatet var DKK 3 mio.
Efter tiltrædelsen af den eksisterende administrerende direktør, Anders Ertmann, i 2017 fik aktiekursen en væsentlig opblomstring til kurs DKK 31, i forventning om en hurtigere transformation af det gamle selskab. Transformationen fra papir- og konvolutvirksomhed til digital kommunikationsvirksomhed har dog været en langvarig proces, og hypen og aktiekursen visnede igen.
Siden september 2020, hvor aktien bundede i DKK 6,30 er aktiekursen dog steget støt til det nuværende niveau på DKK 12, båret af væsentlig forbedring af indtjeningen i 2020/21. Vi ser gode muligheder for, at indtjeningen i 2021/22 fortsætter op, og at aktiekursen derfor kan fortsætte den positive trend. Første test bliver ved aflæggelsen af halvårsregnskabet den 28. april, som vi derfor ser som en potentiel kurstrigger.
InterMail: 5-års kursudvikling
Selvom der ikke det seneste halvår har været fremgang, forventer vi, at covid-19 har været en væsentlig del af forklaringen, og at resultaterne af det fortsatte fokus på digitale produkter og de seneste opkøb vil ændre herpå. Dertil har selskabet ikke ændret på sin udmelding om at nå en omsætning på DKK 200 mio. i 2023 (90% op fra omsætningen i seneste regnskabsår), hvilket indikerer fortsat stor tiltro til væksten.
Prisen er lav – for lav?
Markedsværdien af InterMail er DKK 44 mio., hvilket giver følgende nøgletal (baseret på 2020/21 regnskabstallene):
P/S: 0,4
P/E: 14,0
EV/EBITDA: 3,6
I forhold til nøgletallene for markedet, viser det, at der ikke er den største tiltro til, at selskabets drift forbedres. Skulle dette vise sig efter fremlæggelsen af halvåret, vil der kunne komme fornyet interesse for aktien.
Nøgletal for relevante markeder
P/S | EV/EBITDA | P/E | |
OMX Copenhagen Large Cap | 5,6 | 18,0 | 24,8 |
OMX Copenhagen Mid Cap | 5,4 | 12,2 | 14,3 |
OMX Copenhagen Small Cap | 4,8 | 13,7 | 10,7 |
First North All Share | 8,1 | 18,2 | 18,8 |
KPNGX Technology* | 6,5 | 17,0 | 26,5 |
*Kapital Partners Nordic Growth Exchanges Index, som indeholder 900+ selskaber fra de nordiske vækstbørser
Se også: TRE ALTERNATIVE MULIGHEDER FOR AT INVESTERE I BEHANDLINGEN AF DIABETES
Pas på!
Med en meget lav likviditet i aktien, er der mulighed for meget store kursstigninger – og ditto bratte fald.