På trods af et positivt afkast for biotekselskaberne over både den seneste uge og seneste måned ligger de fleste selskaber stadig med negativ kursudvikling ÅTD. Tidevandet løfter alle bådene, og det har mange vækstselskaber nydt godt af i den lange periode med lave renter og geopolitisk stabilitet. Modsat gør sig også gældende i den nuværende periode med krig mellem Rusland og Ukraine, stigende inflation som følge af stigende energi- og råvarepriser, højere rente og stor usikkerhed om den økonomiske vækst i de enkelte lande. Det er umiddelbart ikke den bedste cocktail for biotekinvesteringer, da de per definition er karakteriseret ved høj risiko.
I går var vi vidne til gode nyheder fra Bavarian Nordic, som kunne annoncere, at selskabet har indgået en lukrativ partnerskabsaftale omkring deres RSV-vaccine på det kinesiske marked. Investorerne belønnede aftalen med en umiddelbar aktiekurs stigning på mere end 10%, men aktien lukkede med en beskeden stigning og bliver i dagens marked handlet på niveau med kursen før offentliggørelsen af partnerskabsaftalen. En positiv nyhed bliver brugt som salgsmulighed og presser aktien, selvom det modsatte isoleret set burde have været casen.
Det cementerer efter vores vurdering de vanskelige markedsvilkår for biotekselskaber lige nu og som formentlig vil være present et stykke tid endnu, så længe usikkerheden hersker. Alligevel fortæller de positive afkast os målt på både seneste uge og seneste måned, at der fortsat handles biotek. Mange af selskaberne er kommet ned i aktiekurs, hvor investoren i flere tilfælde får det meste af pipelinen gratis. Derfor er der efter vores vurdering gode muligheder for at eksponere sig mod biotek på nogle attraktive priser, så længe man holder egen risikoaversion i mente.