Evaxion Biotech er et dansk medicinal selskab noteret i USA, som anvender AI-baserede modeller til at udvikle autoimmune terapier til behandling af cancer og infektionssygdomme.
Gennem det meste af 2021 har aktien underpræsteret ligesom resten af bioteksektoren og er p.t. nede med -56% for året (den 13. december 2021). Vi vurderer, at nedgangen i høj grad kan tilskrives sektor rotationen pga. covid19, som har medført at mange generalistinvestorer har flyttet fokus fra vækst og biotek til value og konsumentorienterede aktier. Men i samme periode har vi bl.a. også set imponerende data i metastatisk modermærkecancer fra selskabets største aktiv EVX-01, hvor vi var vidne til en objektiv responsrate (ORR) på 67 %, og gode data fra EVX-02, ligesom selskabets teknologi er blevet valideret gennem en partnerskabsaftale med Merck. Dette burde efter vores vurdering isoleret set have haft en positiv aktiekurseffekt. Et kig på de nærmeste peers viser, at de handler på væsentlige højere værdier, hvilket også indikerer, at selskabet, ud fra en relativ betragtning, burde have en højere værdiansættelse. Samtidig ser vi et signikant upside til den nuværende aktiekurs ved en ventet ekspansion af EVX-01 og EVX-02 ind i flere solide cancer tumorer som f.eks. NSCLC (Ikke småcellet lungecancer) og i blærecancer. Vi venter derfor et stærkt comeback til aktien.
Næste trigger bliver igangsætningen af fase 2b studiet i H1’22
Næste trigger i H1’22 bliver igangsætningen af fase 2b studiet til behandling af metastatisk melanom (modermærke cancer med spredning af metastaser) med EVX-01 i kombination med Mercks Keytruda, som er en såkaldt checkpoint-hæmmer og allerede godkendt som monoterapi. Igangsætningen af studiet vil efter vores vurdering reducere risikoen på projektet og bane vejen for de afgørende foreløbige fase 2b data, som ventes i H2’23. Succesfulde data vil også kunne bringe en partner om bord forud for en ventet lancering i 2027 i både USA og EU.
EVX-01 har vist en imponerende objektiv responsrate på 67%
Selskabets største aktiv hedder EVX-01, som i øjeblikket er i klinisk udvikling til behandling af metastatisk melanom (modermærke cancer med spredning af metastaser). EVX-01 er en personlig peptid-immunterapi, baseret på PIONEER AI-teknologien i kombination med en PD-1 checkpoint-hæmmer – Keytruda. Data fra fase I/IIa-studiet viste en objektiv responsrate (ORR) på 67 % på tværs af alle ni patienter sammenlignet med historiske data på 40 % med anti-PD1-behandling alene. ORR viser forholdet mellem antal patienter, som har opnået helt eller delvist respons på behandlingen og det samlede antal patienter, som evalueres for respons. Undersøgelsen viste også en fuldstændig responsrate på 22% sammenlignet med historisk 7 % med anti-PD1-behandling alene og en delvis responsrate på 44 % versus 33 % sammenlignet med anti-PD1-behandling alene.
Evaxions næste produkt hedder EVX-02 og er en neo-antigen-vaccine til behandling af adjuverende melanom (patienter, som har fået fjernet tumor kirurgisk fuldstændigt, men hvor der er høj risiko for tilbagefald). Foreløbige data fra fase I/II studiet med EVX-02 fra de første patienter viste T-celleaktivering, selv i assays, som ikke var blevet præstimuleret. Evaxion vil derfor fortsætte med at generere flere data fra studiet med det formål at påbegynde et fase 2b studie med EVX-02 til behandling af adjuverende melanom i H2’22.
Aktiekursudvikling i 2021 ÅTD
Læs mere om selskabet her.