I december 2025 indgik Curasight en låneaftale om et konvertibelt lån med Fenja Capital på i alt MDKK 25, hvoraf MDKK 10 er blevet trukket. Fenja Capital har nu udnyttet sin ret til at konvertere en del af lånet svarende til DKK 4,3 mio. og solgt aktierne videre til et konsortium af langsigtede investorer via en bloktransaktion til kurs DKK 15,75. På kort sigt reduceres Curasights gæld, og yderligere konvertering af gæld til aktier bør kun have minimal indflydelse på aktiekursen, der er steget 42 i år.
Ticker: CURAS | Pris: DKK 16,05 | Market Cap.: MDKK 776 | YTD kursudvikling: +46,9%
Curasight er et klinisk fase II theranostic biotekselskab med en teknologi, der er bygget op omkring uPAR receptoren, som er en biomarkør, som udtrykkes i de fleste solide cancerformer. Curasight opererer inden for diagnostik og behandling (theranostic = therapeutic + diagnostic) af forskellige kræftsygdomme. Selskabet har udviklet en radiofarmaceutisk platform, der kan benyttes både til diagnostik og til behandling af cancer: uTRACE – som anvendes til cancerdiagnostik har været anvendt i mere end 400 patienter i en række afsluttede og igangværende investigator-initierede klinisk fase II-studier; og uTREAT – som succesfuldt har været anvendt til behandlingen af cancer i translationelle studier, og er i gang med kliniske forsøg med fokus på aggressiv hjernekræft.
Fenja Capital konverterer gæld til aktier for DKK 4,3 mio. til kurs DKK 9,975
I december 2025 udstedte Curasight et konvertibelt lån til Fenja Capital II A/S på DKK 25 mio., hvoraf DKK 10 mio. er trukket, mens de resterende DKK 15 mio. kan trækkes i Q2 2026. Fenja Capital har nu udnyttet sin ret til at konvertere DKK 4,3 mio. af lånet til kurs DKK 9,975 i henhold til aftalen i december. Tegningskursen er beregnet som 125% af tegningskursen på kapitaludvidelsen i december på DKK 7,98, mens lukkekursen før indgåelse af aftalen var DKK 11,2.
I forbindelse med konverteringen har Fenja Capital allerede solgt aktierne til et konsortium af langsigtede investorer til kurs DKK 15,75 svarende til en rabat på 0,9% ift. lukkekursen. Som et resultat af konverteringen stiger antallet af udestående aktier fra 47.922.841 til 48.352.204 svarende til en udvanding på 0,9%.
Fenja Capital har fortsat ret til at konvertere den resterende del af det konvertible lån på DKK 5,7 mio., hvilket vil øge antallet af aktier med 573.143 til i alt 48.925.347 aktier svarende til yderligere udvanding på 1,19%. Yderligere konvertering vil derfor som udgangspunkt ikke få nogen negativ indvirkning på kursen.
På kort sigt reducerer konverteringen Curasights gæld, og det forlænger tidspunktet for, hvornår Curasight skal rejse kapital igen. Konverteringen reducerer også renteomkostningerne, der er knyttet til lånet. Det er samtidigt positivt, at aktierne overtages af en række langsigtede investorer til en rabat på kun 0,9%, om end selve konverteringen er foretaget til en rabat ift. lukkekursen på 37,3%.
Aktien er steget 42% år-til-dato
I medio 2025 faldt Curasight-aktien til DKK 2, hvor særligt finansieringsudfordringer tyngede selskabet. Konverteringen af gæld til aktier er en styrkelse af virksomhedens finansielle position. Aktien er siden medio 2025 steget over 700%, og år-til-dato lyder afkastet på 42%. Med flere potentielle kurstriggers den kommende tid, er der dog gode muligheder for fortsatte kursstigninger.
Kursudviklingen for Curasight de seneste 12 måneder



