Energipriserne er stukket af i 2022. Ørsted og Vestas er velkendte navne for danske investorer, men ser man under overfladen, kan den næste Vestas eller Ørsted måske findes. Hypen for grønne aktier er p.t. væk, og det gør det muligt at komme ind på attraktive kursniveauer – vi har fundet fire af dem.
Spotprisen for en tønde råolie er steget fra ca. $78 til ca. $86 år til dato. I samme periode er prisen på europæisk naturgas er steget fra ca. €80 til ca. €186 per megawatt-time. Det rammer private forbrugere via lavere rådighedsbeløb, og selskaberne rammes af øget omkostninger, der resulterer i mindre profit, såfremt de ikke hæver priserne.
Under oliekrisen i 1970’erne undersøgte Vestas potentialet for vindmøller, og i 1979 fremstillede Vestas sin første vindmølle, der i dag er verdensførende indenfor vindmøller. Nutidens energikrise kan skabe grobund for fremtidens grønne vindere. Nedenfor er 4 interessante aktier indenfor den grønne omstilling.
1. Energiform med største CO2-besparelse pr. investeret krone
Swedish Sterling AB (Nordnet) anvender en Stirling-motor til at omdanne termisk energi til elektricitet. Virksomhedens seneste produkt – PWR BLOK – er en selvudviklet løsning til genanvendelse af energi fra industrielle restgasser, som konverteres til 100 % CO2-neutral elektricitet med høj effektivitet. Ifølge en uafhængig certificering er PWR BLOK en af de billigste måder at producere elektricitet på, og giver større CO2-besparelser pr. investeret krone end nogen anden energiform.
Swedish Sterling AB har en børsværdi på 873 MSEK, og aktien er faldet 55% år til dato.
2. Flydende havvindmøller med vertikal akse
SeaTwirl AB (Nordnet) udvikler flydende vindmøller, der er tilpasset havet. Selskabets teknologi anvender en vindmølle med lodret akse modsat traditionelle vindmøller, der har en horisontal akse. En central fordel ved Seatwirls flydende vindmøller er, at de kan placeres ved større dybder end konventionelle vindmøller idet, at de ikke kræver et fast fundament. Derved kan Seatwirls vindmøller opstilles ved områder, der i dag er utilgængeligt for konventionelle vindmøller.
SeaTwirl AB har en børsværdi på 318 MSEK, og aktien er steget 15% år til dato.
3. Dansk hydrogenspecialist
Everfuel A/S (Nordnet) udvikler tekniske systemer til brintforsyning til tunge køretøjer og industrielle aktører. Everfuel A/S ejer og driver grøn brintinfrastruktur og indgår partnerskaber med OEM’er af køretøjer for at forbinde hele brintværdikæden. Grøn brint er et 100% rent brændstof fremstillet af vedvarende energi og anses som en del af den grønne løsning for transportsektoren i Europa.
Everfuel A/S er et dansk selskab, men er noteret på Euronext Growth i Oslo. Selskabet har en børsværdi på NOK 3,5 mia., og aktien er steget 17% i år.
4. Klassisk leverandør af solenergiprojekter
Norsk Solar AS (Nordnet) er en komplet leverandør af solenergiprojekter, der både udvikler, installerer og sælger solenergiløsninger. Ud over hovedforretningen tilbydes eftermarkedsservice, support og vedligeholdelse. Kunderne er primært virksomheder. Norsk Solar har 107MW i drift eller under opførelse herunder et projekt i Ukraine.
Norsk Solar AS har en børsværdi på 315 MNOK, og aktien er faldet 42% år til dato.
Kursudviklingen år til dato for Swedish Stirling AB, SeaTwirl AB, Everfuel A/S og Norsk Solar AS