Curasight har netop udsendt deres Q3 rapport, hvor højdepunkterne er intensiveret diskussioner med Big Pharma, en klar udviklingsstrategi for uTREAT og uTRACE samt fokus på de kommende kapitalrejsninger. Udnyttelsesperioden for selskabets TO2 warrants er startet i dag, og løber til den 5. december med en udnyttelseskurs på DKK 11,50.
Ticker: CURAS | Pris: DKK 11,90 | Market Cap.: MDKK 246 | YTD kursudvikling: -33%
Curasight er et klinisk fase II theranostic biotekselskab med en teknologi, der er bygget op omkring uPAR receptoren, som er en biomarkør, som udtrykkes i de fleste solide cancerformer. Curasight opererer inden for diagnostik og behandling (theranostic = therapeutic + diagnostic) af forskellige kræftsygdomme. Selskabet har udviklet en radiofarmaceutisk platform, der kan benyttes både til diagnostik og til behandling af cancer: uTRACE – som anvendes til cancerdiagnostik har været anvendt i mere end 400 patienter i en række afsluttede og igangværende investigator-initierede klinisk fase II studier; og uTREAT – som succesfuldt har været anvendt til behandlingen af cancer i translationelle studier.
Udnyttelseskursen for TO2 warrants er sat til DKK 11,50
Curasight har netop sat udnyttelseskursen for deres TO2 warrants til kurs DKK 11,50. For at kunne tegne aktier til kurs DKK 11,50, kræver det 1 tegningsret af serien TO2 for hver aktie, man ønsker at tegne (1:1). Aktiekursen er i skrivende stund DKK 11,90, hvorfor rabatten p.t. er DKK 0,40. Udnyttelsesperioden startede i dag og løber til og med den 5. december 2024. Såfremt kapitalrejsningen tegnes til fulde, så vil Curasight modtage MDKK 42,4 før emissionsomkostninger, og antallet af aktier vil stige med 3.683.814 til 24.366.241 svarende til en udvanding på 15,1%.
Hjernekræft bliver første indikation for uTREAT med start i Q2 2025
I sidste uge annoncerede Curasight, at hjernekræft (high-grade glioma) bliver den første indikation for uTREAT. Hvert år bliver 30.000 diagnosticeret med high-grade glioma med en dødelighed på ca. 50% efter 14 måneder og 95% efter 5 år. Curasight har allerede en klinisk udviklingsplan på plads, hvor det næste step bliver indsendelse af en clinical trial application i Q1 2025 med en forventet start og første patient doseret i Q2 2025.
Efter gennemførelse af fase I/IIa-forsøget med uTREAT i hjernekræft vil Curasight gennemføre et større fase II forsøg, der inkluderer 5 indikationer herunder kræft i bugspytkirtlen, hoved- og halskræft, ikke-småcellet lungekræft mm. Fase II-forsøget vil kombinere både uTRACE til diagnose og uTREAT til behandling, og selve forsøget forventes at påbegynde i 2026.
Diskussioner med Big Pharma intensiveres
Curasight er fortsat meget fokuseret på partneraftaler. I selskabets Q3 rapport noteres det, at selskabet ser en øget interesse for præcisionsmedicin i markedet, og at flere diskussioner med Big Pharma er i gang. I takt med at pipelinen skrider frem, og selskabet kan vise proof-of-concept for uTRACE og uTREAT i flere indikationer, så kan større aftaler med attraktive finansielle pakker indgås, hvilket bliver interessant at følge.
Patentansøgning skal give forlænge patentbeskyttelsen til 2043
I sidste uge meddelte selskabet, at de har indsendt nye patentansøgninger, der skal forlænge selskabets patentbeskyttelse af uPAR-målrettet teknologi, som uTRACE og uTREAT bygger på, til 2043. Selskabet er i forvejen godt beskyttet med patenter i både USA, Canada, Europa, Japan mv. indtil 2033, men en forlængelse til 2043 vil kunne øge det langsigtede potentiale markant.
Behov for kapital
Curasight endte Q3 2024 med en kassebeholdning på MDKK 7,9 samt et tab på MDKK 7,1 i Q3. Selskabets igangværende kapitalrejsning på MDKK 42,4 bliver derfor yderst relevant at følge, så selskabet har nok kapital til at gennemføre de næste planlagte studier. Udover de MDKK 42,4 via TO2 warrants, kommer selskabets kapitalrejsning via TO3 warrants i 2025, der kan rejse op til MDKK 35,7. Se hele planen for Cursights kapitalrejsning her.
Læs mere: Investeringscasen for Curasight